Menu

I kvartfinalen - trækker Brøndbys bedste

image
07. oktober 2020 kl. 20:17
Roskilde - 02. oktober 2020 kl. 18:10

Det bliver i den grad spændende, når Jyllinge-Ølstykkes U16-fodboldpiger til november løber på banen til holdets første kvartfinale i DBU's pokalturnering nogensinde. Fredag blev der nemlig trukket lod, og det kan ikke blive en sværere opgave, der venter pigerne, når de spiller hjemme i kvartfinalen.

Det bliver nemlig Østdanmarks p.t. bedste pigehold, som kigger forbi, da der stod Brøndby på den seddel, der blev trukket op af hatten ved lodtrækningen. Brøndby fører Liga 1's østpulje, imens de lokale piger spiller i det, der svarer til 3. division. Men selv om andre hold er gode, så kan de godt ligge ned. Det demonstrerede pigerne, da de onsdag aften spillede sig i kvartfinalen. Det gik nemlig ud over Sundby BK, som spiller i »2. division«.

Pigerne havde i dagens anledning fået lov til at spille opgøret på et flot oplyst Ølstykke Stadion. Det blev hurtigt til 1-0 til Sundby BK. Men på god fight kom pigerne fra Jyllinge-Ølstykke tilbage i opgøret, ved en scoring af Angelina Tilgren i første halvleg efter et flot udført hjørnespark fra Ida Turman. Efter pausen hev Jyllinge-Ølstykke sejren i land på et mål af Cecilia Quitzau. Resten af kampen blev resultatet fightet hjem.

Det flotte resultat udløser selvfølgelig stor glæde for både pigerne samt trænere og holdledere omkring pigerne.

- Alle har lagt et kæmpe arbejde i udviklingen af holdet både på og udenfor træningsbanen, siger træner Maj-Britt Quitzau.

Holdet for U16 pigerne er et sportsligt samarbejde mellem Ølstykke og Jyllinge fodboldklub på pigesiden, som har til formål at fastholde pigerne på de ældste årgange i fodbold. Mange piger i denne aldersgruppe tager f.eks. på efterskole, og det giver klubberne udfordringer. Gennem samarbejdet kan de to klubber nu stille med både et fælles 1. og 2. hold i den almindelige holdturnering.

Kampen mod Brøndby spilles den 28. november klokken 12.00 på Ølstykke Stadion.

Med på Jyllinge-Ølstykke FC's hold er:
Sille Peulicke, Emma Holze Jensen, Ann Just Hansen, Eva Hlynsdottir, Ida Persson, Mathilde Engmann Dahl, Anne Keller Poulsen, Angelina Tilgreen, Dicte Marie Ørnkilde, Ida Hauge Turman, Cecilia Pokorny Quitzau, Amalie Forup Christensen, Lærke Neergaard og Frederikke Grieger-Bakbøl.