Menu

Et tilbageblik på efteråret 2018 for Herre Senior

image
Pelle Imlau-Jeppesen
02. april 2019 kl. 20:09

NOTE: Dette er ikke en samlet gennemgang af sæsonen fra ende til anden, men blot nogle få nedslag, samt diverse tanker om sæsonen som helhed.

Det er atter blevet den tid på året. Forårssolen er for alvor begyndt at kigge frem, påskebryggene er kommet på hylderne, og vi kan således kaste et tilbageblik på Jyllinge FC Senior 1’s første halvsæson tilbage i Serie 3. Allerede inden sæsonstarten lignede Jyllinges trup på papiret et hold med oprykningspotentiale. Mange spillere var vendt hjem fra “udlandseventyr” i større klubber, og især tilgangen af Jonas “Børge” Linde Larsen blev set som en forstærkning af en allerede solid defensiv.

Efter nogle tidlige eksperimenter med diverse opstillinger som 3-4-3 og 4-3-3, har Jyllinge fundet sig til rette i den moderne fodbolds favorit-formation: 4-2-3-1. Holdet har med cheftræner Kenny Lyngberg i spidsen udviklet en spillestil med fokus på afveksling mellem et hyper-aggressivt pres og afventende kontraspil. Især det aggressive pres har overrumplet en lang række af Jyllinges modstandere og resulteret i stribevis af chancer og mål. Jyllinge slutter halvsæsonen som det hold, der har scoret tredje flest mål og lukket færrest mål ind. Holdet har især set uhyggelige ud på hjemmebane, hvor det er blevet til 4 sejre og én uafgjort med en målscore på 12-0. Det enlige uafgjorte resultat kom mod Helsinge i en kamp, hvor Jyllinge atter producerede chancer til 4-5-6 mål, men hvor skarpheden svigtede. Helsinge træneren anerkendte også efter kampen, at 0-0 var et misvisende resultat, og at Jyllinge burde have vundet sikkert.

Jyllinge største udfordring i sæsonen har klart været mangel på “consistency” (konsekvens), både i løbet af kampene og kampene imellem. Jyllinge har i en række kampe haft svært ved at opretholde momentum og det gode kombinationsspil efter pausen, hvilket har resulteret i mange kampe, hvor holdet har været altdominerende spillemæssigt i første halvleg, for så at stille sig tilbage i anden halvleg og stole på deres defensive organisation og dygtige kontraspil. Ligeledes har holdet den ene uge kunne fuldstændig udspille rækkens nummer 2, VTF, for så at gå ud og levere en skammelig præstation mod rækkens bundprop, Ølstykke, den næste. Evnen til at skabe længere perioder med godt spil må utvivlsomt være én af trænerteamets prioteteter hen over vinteren. Desuden må kynisme være på brættet både offensivt og defensivt. Hvis Jyllinge skal drømme om oprykning og at kunne gebærde sig i

Serie 2, så skal de personlige fejl minimeres, og bolden skal puttes i mål, når chancen byder sig.

Hvis man skal fremhæve et par profiler fra i efteråret, så har Viktor Holst fortsat sit storspil fra sidste sæson med mange skabte chancer og mål til følge. Jyllinges modstandere har endnu ikke haft et modsvar til hans drible-færdigheder og fart. Ligeledes har Jonas “Børge” Linde Larsen set uhyggeligt stærk ud, både i hans naturlige position i midterforsvaret, og som sikker opspilsstation på den defensive midtbane. Som helhed må man også rose Jyllinges defensive organisation, der har givet utrolig få chancer væk og kun lukket imponerende 8 mål ind i sæsonen. Endnu mere imponerende er det, at kun 2 af målene kan tilskrives decideret flot spil fra modstanderne. Resten er kommet på henholdsvis 2 straffespark og 2 hjørnespark, blandet med et par personlige fejl.

Vi ser frem til at sæsonen atter begynder d. 6/4 kl. 14.00, hvor Jyllinge på hjemmebane tager imod IS Skævinge, der ligesom Jyllinge har 21 point. Vi håber, at i alle vil komme og støtte holdet i deres ambition om en tilbagevenden til Serie 2 efter sommerpausen.

Herunder følger et fyldestgørende referat af Jyllinges sidste kamp i efteråret. Interesserede parter kan forhåbentlig se frem til langt flere af disse i løbet af foråret. Så hold øje med Jyllinge FC’s hjemmeside og på Facebook.

Sidste opgave for oprykningsaspiranterne var på udebane mod gruppens absolutte bundprop Ølstykke. Et lokal- og rivalopgør der på papiret burde være en force majeure for Jyllinge. Men som det er set så mange gange før, så lever derbyer deres eget liv. Jyllinge havde efterladt alt hvad der mindede om kampgejst og vilje inde i omklædningsrummet (nok nærmere hele vejen hjemme i Jyllinge), mens Ølstykke gik til opgaven med masser af gåpåmod. Jyllinge kunne slet ikke få gang i presset eller det hurtige kombinationsspil. Jyllinges individuelle offensive kvaliteter var dog ikke lige til at holde nede, og favoritterne skabte et hav af gigantiske chancer i løbet af første halvleg, hvor især Simon Birksø, Lars Henriksen og Viktor Holst stod for store afbrændere. Viktor Holst var endnu engang kilde til stor uro i Ølstykkes bagerste rækker med hans hurtige fødder og evne til at udfordre sin direkte modstander. Jyllinge kom også planmæssigt foran, da Viktor Holst skud fra kanten af feltet blev rettet af. Der gik dog ikke længe før lå bolden i målet bag Martin Christensen på en af Ølstykkes få chancer. 1-1 ved halvleg og det var let at læse frustrationerne over de manglende mål i spillernes ansigter i pausen. Jyllinge fortsatte med at skabe chancer på samlebånd i 2. halvleg, men ind ville bolden ikke. Efter en lille times spil blev tingene forværret for Jyllinge, da Rasmus van Hauen efter blot to minutter på banen valgte at skubbe

en Ølstykke-spiller i jorden, efter at dommeren havde fløjtet. Dommeren havde ikke andet valg end korrekt at fremvise Jyllinge-spilleren det røde kort. En tåbelig beslutning af den unge angriber, der dog blev provokeret voldsomt af Ølstykkes nr. 13. Jyllinge stillede sig længere tilbage på banen men skabte fortsat de klart største chancer. I det 80’ minut blev ondt værre, da Jonas Linde Larsen fik brokket sig til et gult kort, efter at han ellers havde fået tilkæmpet sig et frispark. Med to mand i undertal skulle Jyllinge lige pludselig kæmpe for at redde det ene point. I de døende minutter fik Viktor Holst chancen for at afgøre kampen, da han blev spillet fuldstændig fri på kanten af det lille felt, men den ellers træfsikre kantspiller fik sendt bolden langt forbi mål – det var bare én af de dage. En helt igennem pinlig præstation af Jyllinge, hvor ingen gik forrest og viste, hvorfor holdet ligger i toppen af rækken. Fordelagtige resultater i en række af de andre kampe gør dog, at Jyllinge overvintrer på tredjepladsen med et enkelt point op til oprykningspladserne.